4. oktober: 80-året for jødeflugt på Dragør Havn
4. oktober 2023
Særarrangementer
Onsdag den 4. oktober 2023 markerer Dragør Kommune i samarbejde med Museum Amager, at det i år er 80 år siden, at de danske jøder flygtede til sikkerhed i Sverige. Kom til gratis særarrangementer. Alle er velkommen.
Efter tre års besættelse, hvor samarbejdspolitikken havde holdt hånden over de danske jøder, brød samarbejdet sammen og natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 rykkede besættelsesmagten ud for at pågribe jøderne. Men en advarsel var nået ud til den jødiske befolkning, der gik under jorden og begyndte flugten over Øresund til sikkerhed i det neutrale Sverige.
700 jøder – 10 % af Danmarks jødiske befolkning – brugte Dragør som flugthavn, hvor flugtaktionen stod på indtil tyske tropper den 4. oktober 1943, gennemførte en razzia, der lukkede ned for yderligere flugt via Dragør.
På årsdagen for afslutningen på Dragørs rolle i flugten, sættes der derfor fokus på den dramatiske flugthistorie med en række gratis særarrangementer på Dragør havn.
Gratis særarrangementer
Alle nedenstående arrangementer er gratis og kræver ikke tilmelding.
Klokken 16-18: HISTORIEUDFORDRING I DRAGØR BESØGSCENTER
Prøv kræfter med de tankevækkende og lærerige udfordringer som Dragør Kommunes udskolingselever i uge 38 oplevede på kommunens store årlige historieløb, der i år havde flugten i 1943 som tema. Du finder besøgscentret på adressen: Gl. Havn 14, 2791 Dragør.
Klokken 16-18: ÅBEN KUTTER PÅ MUSEUMSKUTTER ELISABETH K571
Besøg Museum Amagers autentiske flugtkutter, der deltog i flugtaktionen i 1943, hvor den transporterede 70 jøder over Øresund.
Klokken 16.30 og 17.30: BYVANDRINGER PÅ DRAGØR HAVN
Kom med museumsinspektør Christian Aagaard rundt på havnen og hør historien om det dramatiske efterår i 1943, hvor Dragør blev en af de danske jøders centrale flugthavne.
Klokken 18: BORGMESTEREN HOLDER TALE
Borgmester Kenneth Gøtterup markerer 80-året for flugtaktionen i 1943 og Dragørs rolle deri på havnepladsen ved lodstårnet.
Klokken 18.15: ALSANG
Anført af Jacob Honoré fra Dragør Musik- og Kulturskole synges en række af de fællessange, som den danske befolkning samledes omkring i starten af Besættelsestiden.
Dato: 4. oktober
Sted: Se hver lokation under arrangementerne
Sprog: Dansk
Pris: Arrangementerne er gratis
Arrangør: Dragør Kommune i samarbejde med Museum Amager